Golfbanen, Qooqqut og fine blomster, uge 25.

Kristinemut, en grønlandsk hotdog, helt på toppen og nu hjem, uge 26/27.

image

Som et varetegn i Nuuk, står Hans Egede på toppen af klippen og holder udkig over fjorden ved Kolionihavnen. Jeg havde ikke hjemmefra haft den fjerneste ide om, hvor meget Nuuk og specielt Kolonihaven er kommet til at fylde i mit hjerte. Jeg har følt mig hjemme i Nuuk fra første dag, hvor Lise Lotte tog mig med til dronning Margrethes fødselsdag i sne og slud netop ved Kolonihavnen. Og jeg har også rundet havnen og Hans Egede i dag på min sidste løbetur i byen inden hjemrejsen i morgen, stod der og betragtede havet, det gamle Sana og tog afsked med Grønland med en tåre i øjenkrogen. Hvor har mit Grønlandseventyr været fantastisk ❤️ Men som i alle gode eventyr er der en slutning, men først lige et par historier om mine sidste 2 uger, som jeg ikke har nået at blogge om.

image

Det gamle Sana (hospital) i Kolonihavnen 🏥💉

Efter nogle tågede, kolde og regnfulde dage i starten af uge 26 og med regntøjet sendt hjem til Danmark, var det skønt, at det gode vejr heldigvis kom tilbage, og solskin får bare det hele til at være mere farverigt heroppe.

image

Sanabugten.

Sommertemperatuen har disse dage ligget omkring de 10 grader eller måske lidt under, men solen har magt, så i læ for vinden har det været muligt at lade jakken stå åben. Det skal lige siges, at vinterfrakken ikke har været i brug et stykke tid nu, men halstørklæde og handsker har jeg først kunne undvære her i juli-dagene. Måske mest fordi jeg har nægtet mig selv, at iføre mig handsker og halstørklæde på den tid af året 😆

image

Nærmest som svensk skærgårdsidyl.

Jeg har på alle mine ture set noget nyt, og her er da bare fascinerende smukt. Det er efterhånden også blevet til en stor fotosamling, som jeg vender hjem med.

Der er mangel på vikarer heroppe over sommeren 😬 så det er en stor opgave for Arnaq, som er afd.sygeplejerske på intensiv, at få vagtplanen til at hænge sammen. I fredags havde jeg derfor en dobbeltvagt, dag- og aftenvagt, da bemandingen var “lidt tynd” i dagvagten. Men med flittige og dygtige kollegaer, så går det jo, og jeg var da også frisk på en tur i byen med Lotte efter fyraften kl. 24. Vi havde egentlig lyst til grønlandsk kaffe, men på den tid af døgnet var den mulighed ikke tilstede. Det blev derfor istedet til grønlandsk brygget Moskus øl på et par barer i byen. Lotte foreslog, at vi skulle besøge Kirstinemut, som er et rigtigt værtshus i Nuuk 🍻 Som vi sad der i baren fornemmede vi, at de grønlandske kvinder måske ikke helt ønskede vores tilstedeværelse, så vi drak ud og turen fik hjem. Solen var også ved at stå op 🌅

image

En Glostrup-ansat og en tidligere Glostrup-ansat 💪🏼

image

Mutten 😝

image

Solopgang lørdag morgen ☀️

Lørdag, da jeg havde fået øjne, tog jeg på vandretur til toppen af Lille Malene med Lone, den ene af mine 2 nye super søde bofæller, som til dagligt arbejder på Skejby. Vi startede vores opstigning ved skiliften ude ved lufthavnen. Det var en rimelig stejl tur op, men sikke en smuk tur og udsigt fra toppen.

image

Jeg ved at Lone skal på toppen af Store Malene i morgen (770 m). Jeg ønsker hende en fantastisk tur 💪🏼

image

Her fra toppen i 450 meters højde og med udsigt til Sermitsiaq (sadlen), et andet af Nuuks varetegn.

image

Der var et fantastisk view til Cirkussøen og Store Malene.

Søndag vågnede jeg op til et smukt solskinsvejr. I centrum var der livemusik, mange mennesker og en festlig stemning.

image

Jeg mødte tilfældigt min anden søde bofælle, Annette, som var gået i byen med hendes mand Jens, der er på besøg heroppe.

Jeg stødte også ind i Lotte og fik lokket hende med på en frokost foran kulturhuset Katuaq. Menuen stod på en velsmagende grønlandsk rensdyr chorizo hotdog 🌭 som blev indtaget foran kulturhuset i solen.

image

Bagefter gik en tur til Myggedalen og selvfølgelig et smut om Kolonihavnen.

image

image

En sød badenymfe nød en svømmetur i det kolde vand blot iført bikini og tophue.

Jeg har haft så utrolig mange dejlige oplevelser heroppe og har været sammen med et hav af super dygtige, søde og glade mennesker både på arbejdet og i fritiden.

image

Her er det fra venstre Henriette, Ditte-Marie og Annette på min aftenvagt i mandags.

image

Og her til eftermiddag, på min sidste dag i Nuuk, tog jeg afsked med sødeste Maren, som netop har fået sin datter Silvia på hjem på sommerferie fra Aalborg. Silvia der jo er veninde med min Lærke. Det har været en stor fornøjelse og et sjovt sammentræf, at jeg har fået muligheden for at arbejde sammen med Maren på intensiv, men også at møde Silvia hjemme i Nuuk. Det blev til en hyggelig “kaffe-mik”, hvor også Marens mand Bent var med (fotograf her) 🍰

image

Her slutter så mit Grønlands-eventyr. Om ganske få timer letter flyveren mod Kangerlussuaq, hvor jeg skal videre med “den store røde flyver” til København. Derhjemme venter et nyt eventyr på mig, et liv sammen med Lars, som jeg har savnet utrolig meget, mens jeg har været heroppe, og et nyt og spændende job på Bispebjerg intensiv.

Med skuldrene helt sænket og med fornyet energi vender jeg hjemad. Ramt af den uhelbredelige Grønlandsvirus, som gør at vikarerne må vende tilbage hertil, regner jeg stærkt med, at det bliver på gensyn med “mit” elskede Grønland på et senere tidspunkt ❤️🇬🇱

Tak fordi du læste med.

Hilsen fra verdens lykkeligste, Berit.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Golfbanen, Qooqqut og fine blomster, uge 25.