Nordlys og grillet zebra.

I dag kan jeg så fejre, at jeg nu har været heroppe i 2 uger. Tiden går så stærkt, men der er også mange oplevelser og indtryk at fordøje. De sidste dage har været varme og meget solrige. Det er næsten sommervejr, som bare er kommet lidt tidligere end ventet på disse breddegrader.

Vi har sol fra fra kl.05 til kort før kl. 22, men det er ligesom næsten aldrig mørkt. Præcis som gode sommeraftener i Danmark. Forleden aften, da jeg gik hjem fra aftenvagt, gik jeg og betragtede den smukke klare stjernehimmel. Og pludselig fik jeg øje på et grønt-lilla strejf af lys på himlen. Jeg blev helt vild af begejstring, da det gik op for mig, at jeg så nordlys. Åh hvor havde jeg bare ønsket, at jeg nåede at få dette smukke fænomen at se, og her var det så. Med det lille kamera i min iphone tog jeg nogle fotografier af det, men kvaliteten er elendig i forhold til, hvad jeg så. Men foreviget er dette smukke nordlys, og jeg fik mit ønske opfyldt.

Onsdag var aftenen, hvor jeg så nordlys for første gang i mit liv.

Jeg har arbejdet de sidste dage, men i dag, hvor vejret har været aller aller smukkest, har jeg været heldig at have fridag. Jeg var en langsom starter til morgen efter mere end 11 timers søvn, som jeg virkelig trængte til. Men så var det på med en let jakke og sneakers og ud i den smukke forårsdag, som næsten havde sommertemperaturer efter grønlandske vejrforhold.

Min tur fik ned til vandet først og en smuk tur ned til Herrnhuthuset, en historisk bygning, der blev opført i 1747 og var station for den Herrnhutiske Brødremenigheds mission (evangelisk kirkesamfund) i Grønland, hvorfra missionærernes aktiviteter langs den grønlandske vestkyst udgik. Turen gik videre af mindre gader gennem byen til Vor Frelser Kirke og statuen af Hans Egede, Nuuks grundlægger, en dansk-norsk præst, missionær og kolonisator, kendt som Grønlands apostel.

Hjemturen tog jeg igennem centrum, hvor der var sort af mennesker. Kunne godt have mistanke om, at det hang sammen med lønningsdag, men måske trak det gode vejr også bare folk i byen.

Kysten ud for Dronning Ingrids Hospital.

Mere kyststrækning.

Den smukke fjord.

Herrnhuthuset.

Vor Frelser Kirke.

Hans Egede, Nuuks grundlægger.

Selfie af mig og så ham Hans Egede 😉

Sne er der ikke meget tilbage af.

thumb_IMG_3231_1024

Der er tydeligt, at det er blevet forår heroppe.

13090420_10209380551015902_1071220745_n

I det smukke vejr var farverne meget fremtrædende, og det var muligt at se meget langt.

Til aften havde Pernille og Gitte fra intensiv arrangeret middag på Godthaab Bryghus i centrum af Nuuk. Det var et super dejligt sted og meget større end jeg havde forventet. Konceptet er buffet med alt fra frisk røget laks, salat, alle slags kartofler og grillet kød. Det er så her zebraen findes, blandt lam, okse og baconsvøbt svinemørbrad, serverer de den velsmagende zebra. Og så har de bl.a. moskusbajer, en mørk øl, som iflg. bryggeriet er skabt til Grønland 😉 Vil bare i den forbindelse nævne alkoholprocenten på 7%. Det blev en middag i hyggeligt selskab med kollegaerne heroppe, og der blev også drukket grønlandsk kaffe. Den fornøjelse gemmer jeg til en aften, hvor jeg ikke skal på vagt dagen derpå.

På Godthaab Bryghus med de dejligste damer og Carolines søn Malik.

Alt i alt en dejlig aften, hvor jeg nåede at se solen forsvinde for i dag. Jeg er nu klar til at tage hul på uge nr.3.

 

Løbetur, sæl og flyfriske roser, uge 17.

Er nu gået ind i uge 17, 2. uge af mine 12 ugers eventyr i Nuuk. Jeg har netop haft min første weekendvagt, som ikke bød på større udfordringer end en genopfriskning af min erfaringer med plejen af præmature. Men det var også dejligt, og det at afdelingen byder på helt andre opgaver, end jeg er vant til, er et kæmpe plus.

Når der er stille på afdelingen, så er der også god tid til at lære mine nye kollegaer at kende. Jeg var i vagt med de skønneste nurser, og der blev også tid til masser af grin i weekenden, hvilket jo siges “er så sundt”. Jeg har erfaret, at der er interesser, som er gode at have heroppe. Der nørkles i den grad, så har man ikke gang i hæklenålen eller strikkepindene, ja så er man “lidt uden for gruppen”. Og så er der Balut-aftener (terningespil) og syning i sælskind, som desværre ikke ligger inde i mit interessefelt, men mon ikke jeg klarer mig alligevel ?

Som sygeplejerske er det en vigtig opgave at holde patienten i hånden, og det uanset hvor i livet patienter er. Jeg nød denne situation meget.

Jeg er jo ude i at smage “egnsretter”, hvorfor jeg lørdag satte tænderne i både sælkød og tørfisk. Jeg er jo fiskespiser, så fisken røg hurtigt ned. Men sæl har ikke den mest fantastiske odeur, heldigvis smagte det bedre end det “duftede” og måske også så ud.

IMG_3058

Kommer ikke ind blandt yndlingsretterne, men slet ikke så værst.

Det er godt for mig, at jeg er kommet godt igang med træningen heroppe. Og søndag bød på sol og plusgrader, så der fandt jeg løbeskoene frem og tog en god tur bl.a ud af 400-ertalik (400 m vejen) til Nuussuaq, som er det område mine kære forældre skal bo i, når de kommer op og besøger mig (det bliver så fantastisk at få dem herop til juni). Udfordringen for mig, ved at løbe her, er bakkerne, men jeg nød det og måtte (heldigvis) stoppe op flere gange undervejs for at nyde udsigten.

Her er bare så smukt.

Det er svært ikke at nyde det, når jeg løber i disse omgivelser.

Kulden aflader batteriet i min iphone, så tro ikke, at jeg lige smuttede over vandet på hjemturen.

Fik fornemmelsen af forår, da vi havde sol og plus 4 grader.

I denne weekend har der været gang i konfirmationerne. Desværre har jeg ikke haft tid til at komme i kirke, så jeg kunne overvære denne ceremoni, men jeg har planer om dette på Kristi Himmelfarts dag. Som en del af festen heroppe, så er fyrværkeri åbenbart en del af festlighederne, så hver aften har der været fine raketter at se på himlen. Ret hyggeligt at stilheden brydes af lyden fra krudtet, og så ser det jo bare smukt ud på den flotte himmel.

Raketter over Dronning Ingrids Hospital.

Ugen er startet med en fridag. Mandagsfri er nok min yndlingsfridag 😉 Selvom den har stået på træning, tøjvask og indkøb i Brugseni, så er det bare noget særligt for mig med fridag om mandagen. Jeg har også brugt en del tid på Skype, for der er jo HAM derhjemme, som jeg tænker på hver dag og hele tiden <3 Ligesom jeg savner mine børn, forældre og resten af familien hver dag. Jeg er blevet super glad for installationen af mit internet i den forgangne uge, så behøver jeg ikke sidde udenfor kantinen, når jeg skal Skype eller skrive blog. Det er lidt uhyggeligt at opleve, hvor afhængig man (jeg 😛 ) er af at være online – hele tiden og konstant.

Man kan få stort set alt heroppe, men jeg synes nu alligevel, at dette foto fortæller, at der skal noget til at få fragtet varer herop. Jeg er i øvrigt også blevet helt vant til langtidsholdbar mælk, da flyfrisk mælk kun findes i begrænset omfang og er meget dyr.

Flyfriske roser på tilbud i Brugseni.

 

St. Bededag, tøvejr og et farvel til Prince.

Aftenen før St. Bededag stod den traditionen tro på varme hveder.

Så blev det fredag og St. Bededag, og det er så vildt, at jeg har allerede været her 1 uge. Det er gået så stærkt, at jeg slet ikke fatter det. I dag har jeg haft helligdagsfri og vågnede op til tøvejr, blæst og regn. Hvad gør man så ? Vender sig om og tager 3 timer mere under dynen, hvilket jeg i høj grad trængte til 😉

Efter en god brunch tog jeg fat på, hvad der nok er meget hverdagsagtigt, nemlig rengøring af lejligheden. Den trængte til en lille rengøringsmuse, som jeg ikke kan løbe fra, at jeg er.

Tjaaaa, støvsugeren er lige så kedelig, som den jeg har derhjemme.

Tøvejret har næsten fået al sneen til at forvinde 🙁 Snart er der kun nogle beskidte bunker tilbage. Jeg har hele dagen følt, at vejret var for elendigt at gå ud i, men trodsede alligevel vejret til fordel for fitnessgl. Det siges jo også, at der ikke findes dårligt vejr, men dårlig påklædning.

Der var en god vind, men koldt var det ikke.

 

Det hele blev lidt gråt i gråt.

Man kan næsten sige, at regnen pludselig gik hen og blev purple i dag. Jeg blev trist over nyheden om Prince’s alt for tidlige død. Endnu en legende har vi mistet i år, og det var både nostalgisk og vemodigt at gå og høre hans sange i dag, som jeg har hørt meget især i gymnasietiden <3

 

R.I.P Prince.

 

Hvalhud og dejlige kollegaer, uge 16.

Nu har jeg haft de første 2 arbejdsdage heroppe, er så glad for at være kommet igang. Helt igang er jeg dog ikke, for der er ikke rigtig noget at lave. Men min erfaring hjemmefra er, at den slags perioder har man på intensiv. Jeg kan være sikker på, at der nok skal komme flere patienter at passe.

De har fået deres egen første intensiv kursist, grønlandske Laila. Uddannelsen sker i et samarbejde med Regionshospitalet Viborg og målet er at ressourcerne skal forblive i Grønland. Jeg kan kun ønske for dem, at det vil lykkes, da det vil være en kæmpe gevinst for intensiv afdelingen heroppe. Dog er uddannelsen i anæstesisygepleje mere attraktivt heroppe, I wonder why.

Fra første dag 18/4.

Jeg har mødt nogle fantastiske kollegaer, såvel de fastansatte og vikarerne. Det er tydeligt, at de er vant til at modtage vikarer heroppe, og på afdelingen har de en storslået orden og ryddelighed, som er lige, som jeg elsker det. Det er en flot afdeling, lys og god plads på stuerne, alt er nyt fra september 2012. Der er 2 2-sengsstuer, 1 isolationsstue og 1 børnestue med 4 pladser, hvor der bl.a. modtages neonatalbørn, og her er der ikke koldt 😉

Fra børnestuen.

At besøge Grønland er for mig blandt meget andet også at smage på traditionel grønlandsk spise. I dag havde min kollega hvalhud (mattak, udtales ma’dæk) med i madpakken, og jeg fik tilbudt et stykke. Til en start fornemmes den trannede smag, måske også en smugle syrlighed, men ellers er smagen lidt neutral. Ikke nogen stor oplevelse, sejt, men slet ikke værst 😉

Rå mattak (hvalhud).

Vejret svinger meget. I går havde vi sol og blå himmel, i dag lidt sne, gråvejr og en smule blæst. Temperaturen ligger i dag på -4 gr, men pga vinden føles det koldere. Men når solen skinner, har den kraft og alting bliver meget smukkere. Det oplevede jeg i går, hvor jeg tog en tur ned ved fiskerihavnen. Nuuk er en “storby” og et andet Grønland ind jeg oplevede i Illulisat i 2008, men her er stadig bare fantastisk og smukt.

Farverne på husene er en gammel tradition, som før markederede husenes funktion. f.eks. var sygehusene gule ligesom Dronning Ingrids Hospital er den dag i dag.

Havnen med fiskerbåde.

IMG_2830

Det er altid dragende at gå en tur til vandet.

Dronningens fødselsdag og barnedåb.

Min første weekend heroppe er gået med at udforske Nuuk. Det, som jeg nyder mest, er den fred, jeg oplever og selvfølgelig den fantastiske natur. Især om aftenen er her musse stille, ingen støj fra biler eller flyvere, bare ro ro ro.

Lørdag vågnede jeg op til et flot syn af nyfalden sne, og det fortsatte en del af lørdagen. Jeg var fuld af håb om, at der kunne komme så meget, at skibakken blev åbnet igen, men søndagen har budt på tøvejr, så det meste er smeltet væk igen – øv.

Vejret lørdag bød på både frost, snevejr og fin sol. I like it!

Hans Egede kirke og en rigtig landevejsstryger.

Lise Lotte og jeg deltog i fejringen af Dronning Margrethes 76 års fødselsdag i Kolonihavnen om lørdagen. Der var folkevandring dertil og med kanonsalut, tale (på grønlandsk), hurraråb og musik blev Dronningen fejret i stor stil.

Fødselsdagsfest i Kolonihavnen med boller og kakao, vi valgte dog frokost på café bagefter.

Når solen kommer frem får landskabet så mange flere nuancer.

Istapper ved min trappe.

Her er så smukt, især når solen er her, men om aftenen er lyset også flot. Sneen lyser gevaldigt op.

Landskabet lørdag 16/4 om aftenen set fra stuevinduet.

I dag søndag 17/4 har Lise Lotte og jeg været til søndagsgudstjeneste i Vor Frelser Kirke. Kirken er smuk, men gudstjenesten foregik selvfølgelig på grønlandsk, så vi forstod stort set ingenting ud over Amen, evangelist, Jesus Kristus og et par enkelte gloser mere. Der var også dåb, så vi var så heldige at se de flotte nationaldragter.

Vor Frelser Kirke.

Dåbsgæster.

Dåben.

Efter gudstjenesten var det café-tid med Lise Lotte på “vores stamsted” og en tur i Brugseni for at købe lidt ind.

Der er kommet et lille i på i enden ellers ligner det Super Brugsen derhjemme, bortset fra at de her har bl.a. hvalbøffer, hele lam og hvalbøffer i køledisken  😉

Og så sælges der fisk på gaden. Det er også dejlig koldt, så de er næsten frosne.

Det har været en skøn weekend. I morgen er det min første arbejdsdag. Jeg kan mærke, at spændingen stiger og lidt nervøsitet har vist også sneget sig ind.

DIH.