St. Bededag, tøvejr og et farvel til Prince.

Løbetur, sæl og flyfriske roser, uge 17.

Er nu gået ind i uge 17, 2. uge af mine 12 ugers eventyr i Nuuk. Jeg har netop haft min første weekendvagt, som ikke bød på større udfordringer end en genopfriskning af min erfaringer med plejen af præmature. Men det var også dejligt, og det at afdelingen byder på helt andre opgaver, end jeg er vant til, er et kæmpe plus.

Når der er stille på afdelingen, så er der også god tid til at lære mine nye kollegaer at kende. Jeg var i vagt med de skønneste nurser, og der blev også tid til masser af grin i weekenden, hvilket jo siges “er så sundt”. Jeg har erfaret, at der er interesser, som er gode at have heroppe. Der nørkles i den grad, så har man ikke gang i hæklenålen eller strikkepindene, ja så er man “lidt uden for gruppen”. Og så er der Balut-aftener (terningespil) og syning i sælskind, som desværre ikke ligger inde i mit interessefelt, men mon ikke jeg klarer mig alligevel ?

Som sygeplejerske er det en vigtig opgave at holde patienten i hånden, og det uanset hvor i livet patienter er. Jeg nød denne situation meget.

Jeg er jo ude i at smage “egnsretter”, hvorfor jeg lørdag satte tænderne i både sælkød og tørfisk. Jeg er jo fiskespiser, så fisken røg hurtigt ned. Men sæl har ikke den mest fantastiske odeur, heldigvis smagte det bedre end det “duftede” og måske også så ud.

IMG_3058

Kommer ikke ind blandt yndlingsretterne, men slet ikke så værst.

Det er godt for mig, at jeg er kommet godt igang med træningen heroppe. Og søndag bød på sol og plusgrader, så der fandt jeg løbeskoene frem og tog en god tur bl.a ud af 400-ertalik (400 m vejen) til Nuussuaq, som er det område mine kære forældre skal bo i, når de kommer op og besøger mig (det bliver så fantastisk at få dem herop til juni). Udfordringen for mig, ved at løbe her, er bakkerne, men jeg nød det og måtte (heldigvis) stoppe op flere gange undervejs for at nyde udsigten.

Her er bare så smukt.

Det er svært ikke at nyde det, når jeg løber i disse omgivelser.

Kulden aflader batteriet i min iphone, så tro ikke, at jeg lige smuttede over vandet på hjemturen.

Fik fornemmelsen af forår, da vi havde sol og plus 4 grader.

I denne weekend har der været gang i konfirmationerne. Desværre har jeg ikke haft tid til at komme i kirke, så jeg kunne overvære denne ceremoni, men jeg har planer om dette på Kristi Himmelfarts dag. Som en del af festen heroppe, så er fyrværkeri åbenbart en del af festlighederne, så hver aften har der været fine raketter at se på himlen. Ret hyggeligt at stilheden brydes af lyden fra krudtet, og så ser det jo bare smukt ud på den flotte himmel.

Raketter over Dronning Ingrids Hospital.

Ugen er startet med en fridag. Mandagsfri er nok min yndlingsfridag 😉 Selvom den har stået på træning, tøjvask og indkøb i Brugseni, så er det bare noget særligt for mig med fridag om mandagen. Jeg har også brugt en del tid på Skype, for der er jo HAM derhjemme, som jeg tænker på hver dag og hele tiden <3 Ligesom jeg savner mine børn, forældre og resten af familien hver dag. Jeg er blevet super glad for installationen af mit internet i den forgangne uge, så behøver jeg ikke sidde udenfor kantinen, når jeg skal Skype eller skrive blog. Det er lidt uhyggeligt at opleve, hvor afhængig man (jeg 😛 ) er af at være online – hele tiden og konstant.

Man kan få stort set alt heroppe, men jeg synes nu alligevel, at dette foto fortæller, at der skal noget til at få fragtet varer herop. Jeg er i øvrigt også blevet helt vant til langtidsholdbar mælk, da flyfrisk mælk kun findes i begrænset omfang og er meget dyr.

Flyfriske roser på tilbud i Brugseni.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

St. Bededag, tøvejr og et farvel til Prince.