Lille Malene og stille nætter, uge 18.

Ny roomie, silende regnvejr og nu uden job fra august, uge 19.

Allerførst vil jeg beklage, at der har været vrøvl med mine billeder, når bloggen er blevet vist på jeres computere. Jeg har haft fat i Bloggersdelight, som har meddelt, at når der skrives billedtekst, så kan noget af motivet i kanten af billederne godt forsvinde. Jeg har derfor været alle mine indlæg igennem og fjernet de direkte billedtekster, så I nu vil se mine billeder i fuld størrelse 😉

Det har været et forfærdeligt vejr heroppe, dage med kraftig storm på over 30 m/s og silende regn. Derfor er det kun blevet til korte ture – i regntøj – og det er jo lidt ærgeligt, fordi jeg har haft mange sammenhængende fridage over weekenden. Og jo jeg har hørt og set, at I har sommervejr derhjemme, men mon ikke også at solen stråler her igen om ikke så længe.

Inden uvejret gik helt amok, tog jeg mig en morgenfrisk løbetur på Kristi Himmelfartsdag og kom forbi Hans Egede Kirke. Det er jo konfirmationstid heroppe, men jeg blev ikke til gudstjenesten var forbi, så jeg kunne se konfirmanderne, det blev lidt for koldt i fugtigt løbetøj. Men jeg fik alligevel nogle dejlige billeder på min tur.

IMG_3373

Udsigtspunkt over Kolonihavnen og Vor Frelser Kirke.

IMG_3374

Jeg ved ikke, hvad der står på stenene, men mon ikke at det er kærlighedserklæringer ?

IMG_3370

Troede et øjeblik at jeg var drejet forkert af på min tur, da jeg så dette skilt. Det er steder, som virker mere bekendt derhjemme.

IMG_3390

Legende og festklædte børn foran Hans Egede Kirke på Kristi Himmelfartsdag.

Torsdag aften flyttede så min nye roomie, Helena, ind i lejligheden. Det er utrolig dejligt at hun er kommet, og det er hyggeligt med lidt “støj”. Helena har også et vikariat på intensiv og skal være her i 6 uger. Hendes veninde Simone flytter ind hos os i morgen 12/5, og hun skal også arbejde her i 6 uger. Som enhver kan se, er Helena en del yngre end jeg, men jeg er helt sikker på, at vi nok skal få nogle gode uger som roomies. Uden at ville fornærme Helena kan jeg godt røbe, at forskellen på vores alder i øvrigt også kan ses på vores indkøb til køleskabet, hvor bl.a. min manchego fåremælksost ligger på hylden lige over hylden med Helenas Lillebror ostehapser 😉

IMG_3424

Min nye søde roomie Helena. Vi skal bo sammen i de næste 6 uger.

Den silende regn har, sagt på godt jysk, været rigtig træls. Men nu, hvor jeg har kæmpet med nakkesmerter og hovedpine hver morgen pga. en meget flad og ikke særlig formbar hovedpude, måtte jeg ud i mandags og købe mig en hovedpude. Jeg trodsede vejret og gik selvfølgelig til Jysk på min mission “hovedpude”. Nu har Jysk jo filialer rigtig mange steder i verden, men det er nu lidt spøjst at udforske sortimentet i butikken her. Skulle man lige være i nød af en ny riffel, lidt sælskind i kulørte farver eller en gummibåd, ja så klarer Jysk i Nuuk også dette 😉

IMG_3417 (1)

En våd, men også lidt sjov oplevelse, at tage en tur i Jysk i Nuuk.

IMG_3418 (1)

Jeg får nok ikke en riffel med igennem security i lufthavnen, så den får lov til at blive hængende i butikken. Må vist se mig om efter andre former for souvenirs heroppefra.

IMG_3419

Sælskind i diverse kulører 😉 Jeg foretrækker nu skindet i den naturlige farve.

Når der ikke findes ret meget is ude, så må jeg producere den inde. Derfor fandt jeg Fru Møllers herlige opskrift på hjemmelavet is frem og handlede ind til den. Det blev nok til den dyreste is, jeg nogensinde får lavet, pasteuriserede æg og blommer samt flyfriske bær og fløde er ikke blandt de billigste varer heroppe. Men isen blev alle pengene værd. Mums!!!!!

IMG_3395

Det godt anbefales at stoppe en plade hakket hvid Ritter Sport med crisp i isen 🙂

På arbejdet er der kommet lidt mere “gang i butikken”, og det klager vi ikke på. Vagterne går også lidt hurtigere, når der er patienter at passe. Jeg har dog fortsat primært haft med babyerne og børnene at bestille, men det er bestemt heller ikke kedeligt.

Vi har lige haft de skønneste tvillingedrenge på 3 mdr., Ulloriaq og Maligiaq, indlagt til CPAP. Jeg er sikker på, at de er født til at være Nuuks største charmetrolde forever. Jeg vil godt prale af, at dem har jeg været med til at passe.

Til dem, der bekymrer sig om evt. overtrædelse af tavshedspligten, så har jeg så at sige “indhentet skriftligt samtykke” hos mor, for at få lov til at offentliggøre billeder af de kære små her på min blog. Hvilken mor ville ikke også være pave stolt af et par små fyre som disse 2 og have lyst til at vise dem frem for hele verden 💙💙

IMG_3432

De er da bare mega skønne !! 👶🏻👶🏻

IMG_3431

Flere billeder af de skønneste 2 💙💙 Jeg lærte desværre aldrig rigtigt at udtale deres grønlandske navne, men pyt, de smilede alligevel.

En stor tak til Karla og Sammi for de fine billeder og for at lade mig bruge dem her.

At rejse langt væk og have god tid, gør også at ens normale liv derhjemme tages op til revision. Jeg har efter lang tids overvejelse, men også med bævren, valgt at sige min stilling op på intensiv i Glostrup for at søge nye udfordringer. For at få mere erfaring med intensiv specialet må jeg ud og prøve min viden og kunnen af et nyt sted. Jeg vender derfor ikke tilbage til Glostrup Hospital, når jeg rejser hjem herfra, og i skrivende stund har jeg ikke en ny stilling på hånden. Jeg har en god mavefornemmelse og tror, at jeg har taget den rigtige beslutning, men selvfølgelig vil Y13s personale blive savnet og altid husket. Regner også med at tage pænt afsked med afdelingen, når jeg er tilbage i Danmark igen.

citat

Ønsker du at blive fast læser af min blog, kan du følge bloggen på Bloglovin. Det gør du ved at gå ind på Bloglovins hjemmeside www.bloglovin.com, skrive blognavnet greenland2016.bloggersdelight.dk i søgefeltet og trykke på Follow. (Du kan også tilmelde dig via e-mail eller Facebook, så du får direkte besked om nye indlæg).

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lille Malene og stille nætter, uge 18.